PanoramavyerSanta Brígida - San Mateo - Tejeda - Artenara

De foregående "kør selv ruter" går langs Gran Canarias kyster med nogle afstikkere til byer i det indre. I centrum af øen ligger det store bjergmasiv.

Den valgte "kør selv rute" udgår direkte fra Las Palmas de Gran Canaria.

Hvis udgangspunktet jeres øens hovedstad så tager man den centrale motorvej, den som dele bydelen Vegueta fra Triana. Efter fem km kommer man til universitetet i Tafira og straks derefter til Jardín Botánico. Den botaniske haven udviser en rig udvælgelse af den kanariska floraen og fra det makronesiske området. Foruden at Jardín Botánico er en seværdighed, dedikerer man sig her også spiste at udvide skovbestanden samt til botanisk forskning.

Hvis man kommer fra den sydlig delen af øen er forbindelsen med den centrale motorvejen nu meget let at nå med den nye ringvejen. Fra Jinámar når man Tafira Alta og Monte Lentiscal på kun fem minutter og behøver at altså ikke køre ind i byen.

Vi fortsætter på den centrale motorvejen som efter ung. 4 km bliver landevej med mødende trafik. Efter at være kørt igennem Tafira Alta og Monte Lentiscal kommer vi til en vejforgrening som går til Caldera de Bandama som er et stort vulkansk krater og fra hvis top man har en strålende udsigt over øen. Vid foden af Bandama ligger golfbanen Real Club de Golf de Las Palmas, over hundrede år gammel og gamlingen i Spanien.
Santa Brígida er næste stop siden vi har vendt tilbage til vores rute. Hyggeligt og uskiftende landskab med smukke palmlunde, kanarisiko arkitektur og et roligt miljø kännertegner denne by. I det nærliggende krateret Caldera de Hoya Bravo finder vi et karakteristisk eksempel på drakblodstræet af arten Dracanea draco vel udviklet og med en anselig holdning. I Santa Brígida fejres hver weekend et velbesøgt marked med produkter fra jorden samt blomster, ligesom i San Mateo som er næste kommune på vores vej til bjergene.

I San Mateo begynder man at skilne højlandet. Byen som er et typisk eksempel på hvordan man ernærer sig på jordbrugs og kvægavl lever op på weekenderne da man har et populært marked, en af de største på øen, hvor man blandt meget andet sælger den berømte San Mateo-osten.

Hele tiden kører vi opad, landskabet forandres og man kan se forskellene i de tre fremmeste lagene som er klart særadskilte af højden og orienteringen. Bergen bliver stejlere, man ser fortsat trævegetationen fra mellemlaget og pinjeskovene begynder når man nærmer sig Parador de Tejeda, hvorfra man kan se Roque Nublo, Gran Canarias specifikke symbol, hvor den rejser sig nær øens højeste punkt Pico del Pozo de las Nieves på 1.949 meter.

Lige i dette område og fra paraderne i Tejeda udgår de antikke veje som urindbyggerne og derefter erobrerne anvendte. Disse veje har nyligt restaurerets for at anvendes til fodvandringer, med charm at kunne observere hele den varierende floraen og faunaen i fjeldlandskabet. I dette område finder man også Centro de Interpretación de Degollada Becerra hvorfra man har en vidunderlig udsigt over Tejedakratern. Denne omgærdes af stejle vægge og et stort antal forskelligt naturgeografiske elementer sætter sit præg og udformer dette særegne landskab. Centrat har en udstilling over de naturlige og kulturelle mest relevante trækkene for den centrale og vestre delen af øen. Dokumenter og guider informerer og orienterer besøgende.

Fra paraderne kan man tage sig ned til byen Tejeda, meget kendt især for sine bagværker som alle er baseret på mendel. En anden vej går til Artenara, som er den by som er højst beliggende på øen og hvor der findes en overflod af pinjeskove. Fra disse højder kan man tage den nordlig fjeldsiden og komme til Moya via Fontanales eller til Teror, Arucas og kysten. Man kan komme til Telde på den vej som går omkring krateret Los Marteles, en rund sænke med flad bund og med cirka 550 meter i diameter samt vægge som forhøjer sig i gennemsnit 80 meter. La Caldera er et andet særegent krater som arisede under kvartärthier.

Der findes også en mulighed for at begive sig til turistområderne i syd og da tager man vejen mod Fataga som slutter i Maspalomas.
Pinjeskoven, dammene La Chira og Las Niñas som dykker op som artificielle søer, eller vejens kurver som hele tiden åbner nye perspektiver af landskabet, enten den røde jorden i Firgas eller den" førstenede stormen" som Miguel de Unamuno så i Tejeda, gør at øens charm øger hvilken vej man end vælger at følge herfra.